mandag den 15. oktober 2007

Bare rolig, jeg HAR slikket ftalaterne væk

Af Michael Andersson, kreativ chef, ma@williams.dk

Jeg er lidt træt af at høre på, at ”i Kina kan de lave det til en tiendedel af, hvad det koster herhjemme” (og for den sag skyld andre steder i verden). For er det ligegyldigt, om de forhold, tingene bliver produceret under, er sygeligt ekstremt dårlige? Eller at resultatet er af mega ringe kvalitet?

Hvis det eksempelvis er legetøj, så holder det da nok et par timer, inden det går itu. Er det spillekort (som vi fik produceret i Kina for en kunde her på bureauet) kan de lige holde til at lægge én kabale. Og er det tøj, så forsvinder farven efter én vask (nu med kamæleon-effekt) ... og jeg kunne forsætte. Argumentet ”vi har jo fået det billigt, så det er ok, at det er noget lort” holder bare ikke. For er det så billigt?

Det er heller ikke alt, vi vil have fra Kina – eller er det? Ville vi spise ”friske” fødevare derfra? Vi spiser jo allerede sprøjtet frugt. Det er ok med sprøjtet frugt – husk bare at vask frugten. Er det ok? Kan man ikke forlange, at de, der sælger frugten, har tjekket den ... nej, nej – bare sælg! Mit råd er: Køb økologisk! Gerne dansk! Det hjælper også på den nationale kassebeholdning. Apropos frugt så kan mine børn ikke få økologisk frugt på deres skole, fordi det bliver for dyrt ... vi lever i et af de rigeste lande på jorden … dyrt? Køb dansk, køb økologisk ... egen kasse! Hallo! Stod det til mig, satte vi afgiften på tobak op ... og på fødevare med højt fedtindhold ... og på spiritus og andre ting, der skader vores krop … i stedet for at skære børnenes tilskud til frugt ned!

Den der med, at det udelukkende er prisen, der afgør, hvad vi køber – den køber jeg ikke. For ville vi købe hakket oksekød fra dyr, der er blevet behandlet forfærdeligt, bare fordi, det er billigt? Nok ikke, hvis der stod ”kød fra mishandlet dyr” på pakken. Butikkerne og sælgerne burde lade være med at tilbyde den slags varer!

Tag et andet eksempel: ”Dette legetøj er samlet af lavt betalte børn – under ringe forhold”... øh – nej, vel! Jeg tror ikke på, at vores legetøj bliver så meget dyrere, der vil bare komme mega konkurrence, og mellemhandlerne måtte nøjes med en mindre avance. Måske kunne vi få legetøj, der holdt ligesom det, vi alle sikkert har derhjemme – som er gået i arv. Det er flot – det holder. Tænk på, når vores børn skal give noget videre til deres børn: ”Her knægt ... her har du en mystisk plast-ting, som mangler noget, der skulle have fået den til at lyse ... ja, ja og farverne er blegnet lidt, men alle ftalater har jeg slikket væk ... så bare rolig.”

Okay. Ikke alt dansk er godt, men det er da et sted at begynde. Så har vi mulighed for at gøre det bedre hen ad vejen – og de, som ikke vil det, kan bare holde sig væk fra markedet

Fri os fra de onde!
Amen

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start