mandag den 15. oktober 2007

Socialt netværk eller?

Af Diana Andresen, projektkoordinator, da@williams.dk

Med fare for ikke at lyde for negativ, så bliver jeg lige nødt til at kommentere – med al respekt – det højteknologiske samfund, som vi befinder os i. Det hav af muligheder, som vi bliver præsenteret for, gør hverdagen meget nemmere – ja, det lyder som en dårlig reklame, men det mener jeg oprigtigt. Men tiden går, og mens jeg tålmodigt har vist min far, hvordan man sender en SMS og sat min kære mor ind i Messenger, så er der sgu lige pludselig dukket noget op, som hedder FaceBook! Hvordan kan det lige være, at jeg missede det?

“Vi er generelt vilde med det, fordi det er social omgang, og det kan de fleste af os rigtig godt lide. Det nye er, at det er sat i et system, som gør det muligt at skabe netværk og nye forbindelser med mennesker i hele verden. Jeg tror helt sikkert, at Facebook og lignende websites er kommet for at blive,” siger Internetforsker og Facebook-bruger Niels Brügger fra Institut for informations- og medievidenskab på Aarhus Universitet.

Jeg tænker bare, at det er da et super fedt redskab til at holde hinanden opdaterede og samtidig vise omverdenen, hvor ”populær” man er målt på antallet af venner. Men det opvejer da ikke dét at mødes med venner og familie. Det betegnes som socialt netværk, men dette sætter jeg spørgsmålstegn ved! Jeg synes netop, at denne udvikling kan gøre det sociale netværk meget overfladisk, og jeg er bange for, at vi lige pludselig glemmer, hvordan man omgås andre, da vi er vant til at gemme os bag computeren.

Bare for at komme med et par eksempler: Min veninde og hendes kæreste havde besøg af en deres venner. De sidder så alle tre i samme stue med hver deres laptop uden at kommunikere sammen. Pludselig dukker der en besked op på min venindes skærm – fra hendes kæreste, som sidder overfor hende – ”gider du og sætte noget vand over til kaffen?” Det er da langt ude! Og hvor tit ser man ikke veninder sidde sammen på en café, i toget m.m. uden at kommunikere med hinanden, da de har travlt med at sende SMS’er

Jeg anerkender de mange højteknologiske trends, som vi konstant bliver præsenteret for, men det er utroligt vigtigt at holde fast i det sociale netværk ”in real life”, så vi ikke ender med at blive socialt handicappede!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start