”Lykkelige” omstændigheder …

Af Mette Hertzmann, projektkoordinator, mh@williams.dk

Jeg forstår det ikke. Det gjorde jeg heller ikke sidste gang. Når folk finder ud af, at man er gravid, har de et helt vildt behov for at fortælle om egne eller andres nærdødsoplevelser under fødslen – eller om hende, der skal føde på onsdag og kun har taget 7 kg på (som i øvrigt kun sidder på maven). Hvilken reaktion forventer de, at man skal komme med? ”Ja, jeg er da også helt vildt bange for at føde, men har da også hørt om nogle, som det gik godt for?” eller, ”hvor er det flot at ”hende dersens anorexia” kun har taget 7 kg på – og undskyld at jeg ikke kan styre, hvad jeg putter i munden, da jeg helt åbenlyst ikke kun har taget 7 kg på – jo, altså på den ene balle.”

Og hvorfor er det, at folks første spørgsmål, efter de har sagt tillykke, er: ”Hvad har du så taget på?” I 2003, da jeg var gravid med mit første barn, havde de på Gentofte Hospital valgt ikke at veje de gravide til de obligatoriske kontrolbesøg, da de havde oplevet en tendens til, at kvinderne prøvede at tabe sig under graviditeten – helt åbenlyst pga. af disse åndssvage unødvendige undergrundshistorier om fantastiske kvinder, der ikke tager på. Mangler vi ikke at få et realistisk billede af gravide på banen? Ligesom man i Dove-reklamerne nu bruger ”rigtige” kvinder – som i øvrigt har været med til at hæve markedsandelen markant?

Nå, men nu sidder jeg altså seriøst i ”saksen” – et barn på 4 år og ”realistisk” gravid. Dette gik for alvor op for mig under vores ferie i Italien i august ved med én særlig situation: Vi var tre af sted – jeg gravid (meget gravid – og nej, der er ikke to derinde …), 4-årig dejlig umulius og meget tålmodig mand (det bliver man nødt til at være, når man er sammen med en meget-gravid og 4-årig dejlig umulius, hvis humør afhænger af hhv. aircondition og mængden af Pokemon-kort). Jeg havde sendt dejlig tålmodig mand ud for at ”mountain bike” – det havde han alligevel fortjent – og besluttede at tage umulius med på stranden. HELDIGVIS havde vi besluttet at tage for længst aflagt klapvogn med, og den var pakket med frugt, håndklæder, blade (urealistisk, men rart at have), div. Nintendo-spil, Pokemon etc.

Kommer endelig frem til målet efter ½ time, som vel havde taget 5 min., hvis jeg havde været alene. Umulius havde fået en is på vejen – det er jo ferie. Kommer frem til ”skranken ” ved indgangen til den celebre strand og spørger på mit bedste italienske, om der er plads. Manden bag skranken kigger på mig, umulius og div. … og siger ”nej”. Han sagde nej! Jeg bakker tilbage med umulius og div., og er lige ved at køre 20-årig lækker smækker pige i hotpants og gennemsigtig hvid silkeskjorte ned. Hun havde medbragt ét blad (Vogue), sine Prada-solbriller og sin kæreste. Hun kom ind! Der stod jeg. Gravid med klapvogn med badevinger på styret og kiggede på umulius, der havde is i hele hovedet og vurderede kort, hvad det var, jeg lige havde gang i. Suk. Så kigger umulius på mig og siger: ”Har vi det ikke bare dejligt, mor?” Nu vidste jeg igen, hvad jeg havde gang i – hvor er det bare fedt at sidde i saksen!