mandag den 29. oktober 2007

Er det bureauet eller kunderne, der ikke lige tør?

Af Finn Williams, adm. direktør, fw@williams.dk

Det er altid inspirerende og lærerigt at komme på konferencer og seminarer. Jeg bruger den disciplin ofte, og specielt gennem vores danske brancheforening har jeg være til ovennævnte i London, New York og senest i Shanghai. Det var lærerige oplevelser, men også underligt at opleve de samme to kampagner få omtale som nye og modige: Mini introduktionen på det Nordamerikanske marked og Dove kampagnen med “rigtig” piger.

Da jeg så igen fik præsenteret kampagnerne i København for nylig, ramte tanken mig: Hvem vælger alle de andre geniale og modige idéer fra? Der sidder i tusindvis af fantastiske bureaufolk rundt om i verden, der kan skabe hammer modige løsninger. Kommer de ikke igennem nåleøjet hos kunderne, eller hvor bliver idéerne stoppet?

Måske af marketingsfolk, der ikke kender systemet godt nok til at få sagt ”go” til det vilde, det skæve og det, hvor der virkelig bliver rykket igennem? Derfor er det altid fantastisk at arbejde for kunder, hvor topledelsen er med i hele processen – og ikke kun kommer med for at sige ”go” eller ”no go” til sidst.

Når pelsen bliver våget, og der er tænkt og vendt og drejet inden, kampagnen bliver fyret af, giver det især spændende læsning på afsætningssiden. Det er nemlig ikke mange topledere, der har noget imod et gevaldigt hop i salgskurven … og jeg kommer gerne og viser, hvad reklame kan gøre ved en nedadgående salgskurve! Endda godt og grundigt!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start