fredag den 23. november 2007

Jul, jul , jul og atter jul....

Af Rikke Boas, rentegner, rb@williams.dk

Julemåneden er næsten blevet synonym med stress, hjertebanken og nervøse trækninger. Al ens fritid går med at tænke og gruble over ”den store dag” og her tænker jeg ikke på ens bryllupsdag langt ude i fremtiden, som man har drømt om lige siden man var helt lille pi’. Nej, her tænker jeg på juleaften – en aften der forekommer én gang om året, samme tid, samme sted og består af traditioner, der ligger så dybt indgraveret i vores arveanlæg, at man skulle tro, vi var i stand til at byde dagen velkommen med åbne arme og sind og blot læne os tilbage i stolen med lidt gløgg og lade julen ske...

Og alligevel virker det som om, det er ”første gang” hver gang – som om denne dag kommer som ud af det blå og skaber evig bekymring og udmattelse. Listen er uendelig lang og byder på alt fra kravlenisser til andesteg og brunekartofler. Vores til tider overdimensionerede forventninger har gjort julen til en tid med ren kaos og uoverskuelige projekter. Tænk en gang at man rent faktisk har glædet sig til denne tid.

Tænk at vi bruger årets resterende 11 måneder på at se frem til denne tid og så når den endelig kommer, træder vi et skridt tilbage og væmmes; De penge vi skal af med, de store mængder mad vi skal indtage, de mange gaver der skal pakkes, for ikke at tale om julesangene....

Men ville man bytte det for noget – nej da... jeg eeeellllskeeer julen og alt der hører til og ville ikke bytte det for noget. Vil da også være den første til at indrømme, at jeg ligger vågen natten til den 24. med sommerfugle i maven og et smil på læben...

Nogle ting bliver man bare aldrig for gammel til...

Ps. Julemanden findes også !!!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start