Mig og så anti-whodunnitterne

Af Line Dahl, tekstforfatter, ld@williams.dk

20 afsnit. 20 timer. 20 nedbidte negle (dem på tæerne inklusiv).
Så blev morderen fundet, ”Forbrydelsen” opklaret. Efter min mening en fantastisk fortælling, der er helt igennem uforudsigelig – trods brugen af forudsigelige fortælletekniske greb. Hurra for Sveistrup og for det modsatte af en whodunnit! (Ja, det er et nyt ord, som jeg har lært i forbindelse med ”Forbrydelsen”. En whodunnit er en krimi, der først og fremmest handler om at få afsløret morderens identitet – og det modsatte er altså … ”Forbrydelsen”, der ved sin slutning som bekendt stadig rummer mange løse ender).

Det har været ren nydelse at smæske sig i god fortælling over så lang tid. Ja, så mange prime time minutter kan endda fremkalde direkte jalousi. Vi andre har jo kun 30 sekunder til rådighed, når vi endelig får lov at lave film. Vores lod er at fange seerens opmærksomhed, bygge interessen op og komme med en helst ”Forbrydelses-agtig” uforudsigelig pointe til sidst. Og her har jeg ikke medregnet tid til voice over og packshot. Eller til logo og www-adresse.

Dét er udfordrende! Det glædelige er, at vi kan begrænse os til whodunnitter. Reklamefilm handler jo dybest set udelukkende om at afsløre, hvem banditten er. Afsenderen. Produktet. Serviceydelsen. Jeg ved godt, der findes et væld af dårlige reklamefilm. Men der findes altså også gode. Overraskende fortællinger. Morsomme fortællinger. Narrative fortællinger, der bygger på netop fortælletekniske greb, bliver delt via YouTube osv. og giver samtalestof til familiesammenkomster, byture, julefrokoster …

Tænk at skabe sådan en fortælling på bare 30 sekunder! Tænk på det, næste gang du ser en god reklamefilm!