torsdag den 10. januar 2008

En tekstforfatter er da bare én, der kan stave ...

Af Simon Kragh, tekstforfatter, sk@williams.dk

Prøv at stille dig selv spørgsmålet: ”Hvad kræver det at være en god bankassistent/ elektriker/ lærer/ chef/ pædagog/ indsæt din egen stilling?” Måske bliver du klogere på din egen hverdag, og under alle omstændigheder kan du sikkert finde flere svar, end der ligger på overfladen.

Det er, hvad jeg har gjort den sidste uge – min første uge hos Williams Reklamebureau. Det kan godt være, jeg ikke er blevet dybt overrasket over, hvad mit job som tekstforfatter går ud på (chefen ånder lettet op ...), men refleksionsprocessen giver stadigvæk en behagelig indre ro.

Nej, en tekstforfatter er ikke bare én, der kan stave – i hvert fald ikke en god tekstforfatter. Nå ja, det skader da ikke, at man har klaret sig nogenlunde i folkeskolens diktater, men du har sikkert selv læst mange tekster, der er dødkedelige, selv om der ikke er en kommafejl at finde i dem.

Hvad kræver det så at skrive god tekst? Jeg er i hvert fald blevet enig med mig selv (og det er ikke altid så nemt, som det lyder) om nogle hovedpunkter.

Empati. Hvis du vil være en god tekstforfatter, skal du være empatisk. Du skal forstå personen, du skriver til, kunne sætte dig i hans/hendes sted og kunne tale til vedkommende. Det handler ikke om at skrive, men om at kommunikere.
Psykologisk og samfundsmæssig indsigt. Du skal vide eller evne hurtigt at sætte dig ind i, hvordan og hvorfor mennesker tænker og gør, som de gør. Både de ting, der er fælles for os alle sammen, og de ting, der er specifikke for særlige grupper af mennesker.
Stilmæssig mangfoldighed. Det er selvfølgelig ikke nok at være i øjenhøjde med sin modtager, man skal også have de håndværksmæssige færdigheder til i tone, stil og budskab at tilpasse sine ord præcis til modtageren alt efter, om det er børn, teenagere, jurister, mødre, pensionister osv.
Evnen til at sige mindre og mene mere. Det er ikke ligetil at skulle sige en masse og sætte mange billeder i hovedet på modtageren, når man nogle gange kun har meget lidt plads at gøre det på.

Måske er du enig – måske ikke. Måske kan du hjælpe selvopfattelsen hos alverdens tekstforfattere yderligere på plads med dine tanker og meninger (for der er med garanti flere pointer end dem, jeg har ridset op). Eller også har du tænkt dig klogere på dit eget arbejde. Under alle omstændigheder hører jeg gerne fra dig.

Jeg vil løbe igen. Jeg har masser af empatiske, vedkommende tekster at skrive – jeg og mig selv er blevet enige om, at intet mindre kan gøre det!

1 kommentarer:

Blogger Remha sagde ...

Spændende og relevant indlæg. Med udgangspunkt i devisen: "Practise what you preach" - så er jeg sikker på din chef ikke behøver at bekymre sig...

11. januar 2008 kl. 12.54  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start