Er det bureauet eller kunderne, der ikke lige tør?

Af Finn Williams, adm. direktør, fw@williams.dk

Det er altid inspirerende og lærerigt at komme på konferencer og seminarer. Jeg bruger den disciplin ofte, og specielt gennem vores danske brancheforening har jeg være til ovennævnte i London, New York og senest i Shanghai. Det var lærerige oplevelser, men også underligt at opleve de samme to kampagner få omtale som nye og modige: Mini introduktionen på det Nordamerikanske marked og Dove kampagnen med “rigtig” piger.

Da jeg så igen fik præsenteret kampagnerne i København for nylig, ramte tanken mig: Hvem vælger alle de andre geniale og modige idéer fra? Der sidder i tusindvis af fantastiske bureaufolk rundt om i verden, der kan skabe hammer modige løsninger. Kommer de ikke igennem nåleøjet hos kunderne, eller hvor bliver idéerne stoppet?

Måske af marketingsfolk, der ikke kender systemet godt nok til at få sagt ”go” til det vilde, det skæve og det, hvor der virkelig bliver rykket igennem? Derfor er det altid fantastisk at arbejde for kunder, hvor topledelsen er med i hele processen – og ikke kun kommer med for at sige ”go” eller ”no go” til sidst.

Når pelsen bliver våget, og der er tænkt og vendt og drejet inden, kampagnen bliver fyret af, giver det især spændende læsning på afsætningssiden. Det er nemlig ikke mange topledere, der har noget imod et gevaldigt hop i salgskurven … og jeg kommer gerne og viser, hvad reklame kan gøre ved en nedadgående salgskurve! Endda godt og grundigt!

”Lykkelige” omstændigheder …

Af Mette Hertzmann, projektkoordinator, mh@williams.dk

Jeg forstår det ikke. Det gjorde jeg heller ikke sidste gang. Når folk finder ud af, at man er gravid, har de et helt vildt behov for at fortælle om egne eller andres nærdødsoplevelser under fødslen – eller om hende, der skal føde på onsdag og kun har taget 7 kg på (som i øvrigt kun sidder på maven). Hvilken reaktion forventer de, at man skal komme med? ”Ja, jeg er da også helt vildt bange for at føde, men har da også hørt om nogle, som det gik godt for?” eller, ”hvor er det flot at ”hende dersens anorexia” kun har taget 7 kg på – og undskyld at jeg ikke kan styre, hvad jeg putter i munden, da jeg helt åbenlyst ikke kun har taget 7 kg på – jo, altså på den ene balle.”

Og hvorfor er det, at folks første spørgsmål, efter de har sagt tillykke, er: ”Hvad har du så taget på?” I 2003, da jeg var gravid med mit første barn, havde de på Gentofte Hospital valgt ikke at veje de gravide til de obligatoriske kontrolbesøg, da de havde oplevet en tendens til, at kvinderne prøvede at tabe sig under graviditeten – helt åbenlyst pga. af disse åndssvage unødvendige undergrundshistorier om fantastiske kvinder, der ikke tager på. Mangler vi ikke at få et realistisk billede af gravide på banen? Ligesom man i Dove-reklamerne nu bruger ”rigtige” kvinder – som i øvrigt har været med til at hæve markedsandelen markant?

Nå, men nu sidder jeg altså seriøst i ”saksen” – et barn på 4 år og ”realistisk” gravid. Dette gik for alvor op for mig under vores ferie i Italien i august ved med én særlig situation: Vi var tre af sted – jeg gravid (meget gravid – og nej, der er ikke to derinde …), 4-årig dejlig umulius og meget tålmodig mand (det bliver man nødt til at være, når man er sammen med en meget-gravid og 4-årig dejlig umulius, hvis humør afhænger af hhv. aircondition og mængden af Pokemon-kort). Jeg havde sendt dejlig tålmodig mand ud for at ”mountain bike” – det havde han alligevel fortjent – og besluttede at tage umulius med på stranden. HELDIGVIS havde vi besluttet at tage for længst aflagt klapvogn med, og den var pakket med frugt, håndklæder, blade (urealistisk, men rart at have), div. Nintendo-spil, Pokemon etc.

Kommer endelig frem til målet efter ½ time, som vel havde taget 5 min., hvis jeg havde været alene. Umulius havde fået en is på vejen – det er jo ferie. Kommer frem til ”skranken ” ved indgangen til den celebre strand og spørger på mit bedste italienske, om der er plads. Manden bag skranken kigger på mig, umulius og div. … og siger ”nej”. Han sagde nej! Jeg bakker tilbage med umulius og div., og er lige ved at køre 20-årig lækker smækker pige i hotpants og gennemsigtig hvid silkeskjorte ned. Hun havde medbragt ét blad (Vogue), sine Prada-solbriller og sin kæreste. Hun kom ind! Der stod jeg. Gravid med klapvogn med badevinger på styret og kiggede på umulius, der havde is i hele hovedet og vurderede kort, hvad det var, jeg lige havde gang i. Suk. Så kigger umulius på mig og siger: ”Har vi det ikke bare dejligt, mor?” Nu vidste jeg igen, hvad jeg havde gang i – hvor er det bare fedt at sidde i saksen!

Socialt netværk eller?

Af Diana Andresen, projektkoordinator, da@williams.dk

Med fare for ikke at lyde for negativ, så bliver jeg lige nødt til at kommentere – med al respekt – det højteknologiske samfund, som vi befinder os i. Det hav af muligheder, som vi bliver præsenteret for, gør hverdagen meget nemmere – ja, det lyder som en dårlig reklame, men det mener jeg oprigtigt. Men tiden går, og mens jeg tålmodigt har vist min far, hvordan man sender en SMS og sat min kære mor ind i Messenger, så er der sgu lige pludselig dukket noget op, som hedder FaceBook! Hvordan kan det lige være, at jeg missede det?

“Vi er generelt vilde med det, fordi det er social omgang, og det kan de fleste af os rigtig godt lide. Det nye er, at det er sat i et system, som gør det muligt at skabe netværk og nye forbindelser med mennesker i hele verden. Jeg tror helt sikkert, at Facebook og lignende websites er kommet for at blive,” siger Internetforsker og Facebook-bruger Niels Brügger fra Institut for informations- og medievidenskab på Aarhus Universitet.

Jeg tænker bare, at det er da et super fedt redskab til at holde hinanden opdaterede og samtidig vise omverdenen, hvor ”populær” man er målt på antallet af venner. Men det opvejer da ikke dét at mødes med venner og familie. Det betegnes som socialt netværk, men dette sætter jeg spørgsmålstegn ved! Jeg synes netop, at denne udvikling kan gøre det sociale netværk meget overfladisk, og jeg er bange for, at vi lige pludselig glemmer, hvordan man omgås andre, da vi er vant til at gemme os bag computeren.

Bare for at komme med et par eksempler: Min veninde og hendes kæreste havde besøg af en deres venner. De sidder så alle tre i samme stue med hver deres laptop uden at kommunikere sammen. Pludselig dukker der en besked op på min venindes skærm – fra hendes kæreste, som sidder overfor hende – ”gider du og sætte noget vand over til kaffen?” Det er da langt ude! Og hvor tit ser man ikke veninder sidde sammen på en café, i toget m.m. uden at kommunikere med hinanden, da de har travlt med at sende SMS’er

Jeg anerkender de mange højteknologiske trends, som vi konstant bliver præsenteret for, men det er utroligt vigtigt at holde fast i det sociale netværk ”in real life”, så vi ikke ender med at blive socialt handicappede!

Bare rolig, jeg HAR slikket ftalaterne væk

Af Michael Andersson, kreativ chef, ma@williams.dk

Jeg er lidt træt af at høre på, at ”i Kina kan de lave det til en tiendedel af, hvad det koster herhjemme” (og for den sag skyld andre steder i verden). For er det ligegyldigt, om de forhold, tingene bliver produceret under, er sygeligt ekstremt dårlige? Eller at resultatet er af mega ringe kvalitet?

Hvis det eksempelvis er legetøj, så holder det da nok et par timer, inden det går itu. Er det spillekort (som vi fik produceret i Kina for en kunde her på bureauet) kan de lige holde til at lægge én kabale. Og er det tøj, så forsvinder farven efter én vask (nu med kamæleon-effekt) ... og jeg kunne forsætte. Argumentet ”vi har jo fået det billigt, så det er ok, at det er noget lort” holder bare ikke. For er det så billigt?

Det er heller ikke alt, vi vil have fra Kina – eller er det? Ville vi spise ”friske” fødevare derfra? Vi spiser jo allerede sprøjtet frugt. Det er ok med sprøjtet frugt – husk bare at vask frugten. Er det ok? Kan man ikke forlange, at de, der sælger frugten, har tjekket den ... nej, nej – bare sælg! Mit råd er: Køb økologisk! Gerne dansk! Det hjælper også på den nationale kassebeholdning. Apropos frugt så kan mine børn ikke få økologisk frugt på deres skole, fordi det bliver for dyrt ... vi lever i et af de rigeste lande på jorden … dyrt? Køb dansk, køb økologisk ... egen kasse! Hallo! Stod det til mig, satte vi afgiften på tobak op ... og på fødevare med højt fedtindhold ... og på spiritus og andre ting, der skader vores krop … i stedet for at skære børnenes tilskud til frugt ned!

Den der med, at det udelukkende er prisen, der afgør, hvad vi køber – den køber jeg ikke. For ville vi købe hakket oksekød fra dyr, der er blevet behandlet forfærdeligt, bare fordi, det er billigt? Nok ikke, hvis der stod ”kød fra mishandlet dyr” på pakken. Butikkerne og sælgerne burde lade være med at tilbyde den slags varer!

Tag et andet eksempel: ”Dette legetøj er samlet af lavt betalte børn – under ringe forhold”... øh – nej, vel! Jeg tror ikke på, at vores legetøj bliver så meget dyrere, der vil bare komme mega konkurrence, og mellemhandlerne måtte nøjes med en mindre avance. Måske kunne vi få legetøj, der holdt ligesom det, vi alle sikkert har derhjemme – som er gået i arv. Det er flot – det holder. Tænk på, når vores børn skal give noget videre til deres børn: ”Her knægt ... her har du en mystisk plast-ting, som mangler noget, der skulle have fået den til at lyse ... ja, ja og farverne er blegnet lidt, men alle ftalater har jeg slikket væk ... så bare rolig.”

Okay. Ikke alt dansk er godt, men det er da et sted at begynde. Så har vi mulighed for at gøre det bedre hen ad vejen – og de, som ikke vil det, kan bare holde sig væk fra markedet

Fri os fra de onde!
Amen