Mig og så anti-whodunnitterne

Af Line Dahl, tekstforfatter, ld@williams.dk

20 afsnit. 20 timer. 20 nedbidte negle (dem på tæerne inklusiv).
Så blev morderen fundet, ”Forbrydelsen” opklaret. Efter min mening en fantastisk fortælling, der er helt igennem uforudsigelig – trods brugen af forudsigelige fortælletekniske greb. Hurra for Sveistrup og for det modsatte af en whodunnit! (Ja, det er et nyt ord, som jeg har lært i forbindelse med ”Forbrydelsen”. En whodunnit er en krimi, der først og fremmest handler om at få afsløret morderens identitet – og det modsatte er altså … ”Forbrydelsen”, der ved sin slutning som bekendt stadig rummer mange løse ender).

Det har været ren nydelse at smæske sig i god fortælling over så lang tid. Ja, så mange prime time minutter kan endda fremkalde direkte jalousi. Vi andre har jo kun 30 sekunder til rådighed, når vi endelig får lov at lave film. Vores lod er at fange seerens opmærksomhed, bygge interessen op og komme med en helst ”Forbrydelses-agtig” uforudsigelig pointe til sidst. Og her har jeg ikke medregnet tid til voice over og packshot. Eller til logo og www-adresse.

Dét er udfordrende! Det glædelige er, at vi kan begrænse os til whodunnitter. Reklamefilm handler jo dybest set udelukkende om at afsløre, hvem banditten er. Afsenderen. Produktet. Serviceydelsen. Jeg ved godt, der findes et væld af dårlige reklamefilm. Men der findes altså også gode. Overraskende fortællinger. Morsomme fortællinger. Narrative fortællinger, der bygger på netop fortælletekniske greb, bliver delt via YouTube osv. og giver samtalestof til familiesammenkomster, byture, julefrokoster …

Tænk at skabe sådan en fortælling på bare 30 sekunder! Tænk på det, næste gang du ser en god reklamefilm!

Jul, jul , jul og atter jul....

Af Rikke Boas, rentegner, rb@williams.dk

Julemåneden er næsten blevet synonym med stress, hjertebanken og nervøse trækninger. Al ens fritid går med at tænke og gruble over ”den store dag” og her tænker jeg ikke på ens bryllupsdag langt ude i fremtiden, som man har drømt om lige siden man var helt lille pi’. Nej, her tænker jeg på juleaften – en aften der forekommer én gang om året, samme tid, samme sted og består af traditioner, der ligger så dybt indgraveret i vores arveanlæg, at man skulle tro, vi var i stand til at byde dagen velkommen med åbne arme og sind og blot læne os tilbage i stolen med lidt gløgg og lade julen ske...

Og alligevel virker det som om, det er ”første gang” hver gang – som om denne dag kommer som ud af det blå og skaber evig bekymring og udmattelse. Listen er uendelig lang og byder på alt fra kravlenisser til andesteg og brunekartofler. Vores til tider overdimensionerede forventninger har gjort julen til en tid med ren kaos og uoverskuelige projekter. Tænk en gang at man rent faktisk har glædet sig til denne tid.

Tænk at vi bruger årets resterende 11 måneder på at se frem til denne tid og så når den endelig kommer, træder vi et skridt tilbage og væmmes; De penge vi skal af med, de store mængder mad vi skal indtage, de mange gaver der skal pakkes, for ikke at tale om julesangene....

Men ville man bytte det for noget – nej da... jeg eeeellllskeeer julen og alt der hører til og ville ikke bytte det for noget. Vil da også være den første til at indrømme, at jeg ligger vågen natten til den 24. med sommerfugle i maven og et smil på læben...

Nogle ting bliver man bare aldrig for gammel til...

Ps. Julemanden findes også !!!

Tag ordet …

Af Finn Williams, adm. direktør, fw@williams.dk

Måske er religion et malplaceret emne i et reklamebureaus blok, men jeg våger pelsen. Jeg er ikke nogen flittig kirkegænger, og det er over et år siden, jeg havde fornøjelsen af at være i Guds hus – endda til en festlig begivenhed. At høre gudstjeneste i radioen kan jeg ikke mindes, at jeg har gjort nogensinde, og hvis søgeren på autoradioen er faldet ind på en sådan kanal, er den faldet lige så hurtigt ud igen. Men hvorfor nu alt den snak om religion her i blokken? Netop hjemvendt fra Guds eget land fik jeg efter mange besøg i selv samme land en ny oplevelse, og den vil jeg dele med dig.

På vej i lejet bil fra Chicago til byen Davenport, knap 200 miles mod vest, blev den ene majsmark erstattet af den næste, og efter en times kørsel skulle der ske noget. Radioen blev tændt, og en søgen efter en gang popmusik begyndte. Hver anden kanal spillede musik, og resten var, ja, gudstjenester. Af en eller anden grund, som jeg ikke kan forklare, blev jeg hængende på en af Guds kanaler – og den måde, som prædikanten byggede budskabet op på, var så fascinerende, at jeg måtte hænge på, helt til han var færdig. Der blev klappet, og festlige tilråb fra publikum gav ammunition til hans budskab.

Jeg kan stadigvæk huske flere af hans pointer, og det var ikke om Moses og hans tur over det døde hav, men om livet lige nu, problemer i forholdet til børn, idéer til ægteskabet og alt det, der tumler rundt i mit hoved. Tænk at kunne fange én, der har fløjet over syv tidszoner, som ikke går i kirke og alligevel er med fra start til slut. Det er at have magt over budskabet!

Efter en halv time med kloge ord og nærhed til lytteren, blev søgen efter kanalen med popmusik sat på standby og erstattet af eftertænksomhed om livet, og hvad det byder på. Jeg husker oplevelser i kirker herhjemme som … ”puh, endelig overstået”. Undskyld til danske præster, men I skulle prøve at være med på en lytter i Guds eget land. God tur til Davenport, 200 miles vest for Chicago.

Vi skal til Mars – radikal innovation

Af Christian Bülow Beck, kontaktchef, cb@williams.dk

Idéer opstår i hjernen, og hjernen er nu engang en sjov fætter. Med tiden vender hjernen sig til at tænke i faste spor. Dette er ikke særlig praktisk, når vi arbejder med kreativitet, hvor det gælder om at bryde mønstre ned og bygge nye op. Man kan sige, at når vi udfører almindelige mentale rutineopgaver, sætter tanken sig ind i stationcar’en og kører den kendte tur fra hjemmet til jobbet ”på rygraden”. Når der skal tænkes kreativt, skal tanken sadle om, stige op i firhjulstrækkeren og køre mod ukendte horisonter.

En vigtig pointe i den forbindelse er, at det tager tid at bryde ud af de fastlåste mønstre og vejbaner. Når man arbejder med kreativitet, er det vigtigt at stoppe op fra tid til anden og spørge: ”Har vi ikke gjort det her før?” – og hvis svaret er ”ja”, så skal der tænkes ud af boksen igen. Helt generelt kan man sige, at radikal innovation aldrig indtræffer inden for de første 24 timer, hvor bevidstheden arbejder med forskellige løsningsforslag. Dermed også sagt, at det gamle mundheld om, at ”den første idé ikke nødvendigvis er den bedste”, netop gælder i radikal innovation.

Idéen kan opstå på et splitsekund, men forudsætter ofte et stort engagement før, under og efter idéarbejdet. Et hjælpende redskab kan derfor være ”Instant Innovation Techonology”, der har det erklærede mål at gennemføre innovationsprocesser hurtigere, bedre og på den sjove måde ud fra følgende seks grundprincipper:

1. Kortslutning af lineær værdikæde
2. Mangfoldighed
3. Fælles brændende ambition
4. Mulighed for åben udveksling
5. Selvorganiserende processer
6. Tæt deadline og pres på præstation

Se www.instantinnovationgroup.com for mere inspiration – held og lykke!

Sådan sælges musik i fremtiden …

Af Anders Bendix, projektleder, ab@williams.dk

iTunes har gjort det i lang tid: Solgt musik til medlemmer til en rimelig pris, men langt fra til det, der er potentiale for at sælge musikken til. Lidt i samme stil har Radiohead (www.inrainbows.com) nu taget en ny strategi i brug: Gruppen skærer mellemmænd og overflødige led væk fra værdikæden og laver et kampagne site, som skal tilbyde fans et gratis album. Til gengæld beder Radiohead deres fans om to ting:

1. at de registrerer sig på websitet for at få adgang
2. at de giver en donation til bandet for albummet

Der sker flere ting her, men bl.a. to er vigtige. Først sker der det, at fansene bliver taget med på råd og får magten til at betale det for albummet, som det er værd i deres øjne, hvilket er $8 pr. album i gennemsnit. Ikke dårligt, når led i værdikæden som label og promotion er taget væk, og gruppen samtidig sælger 1,2 mio. albums på en uge! Radiohead omsætter altså i første omgang for ca. $10 mio. uden nævneværdige omkostninger. Det skal hertil siges, at Radioheads tre forrige lanceringer til sammen solgte under 1,2 mio. albums på første uge (www.mashable.com/2007/10/19/radiohead-album-sales).

Det andet, der sker, er, at Radiohead nu har registreret 1,2 mio. af deres bedste fans, hvilket kan være startskuddet til en tættere dialog med fansene, bedre pleje af dem og bestemt også mulighed for at drive en øget forretning med udgangspunkt i disse registreringer. For hvad er det egentlig, musikerne tjener deres penge på? Selve albummet? Jeg tror det næppe! Jeg tror, de helt store penge ligger i afholdelse af koncerter, salg af merchandise og hvad der ellers er af ting og aktiviteter omkring selve albummet og musikken.

Det kræver formegentlig noget volumen at lave sådan et stunt, men det kan til gengæld gå hen og blive et genialt træk for etablerede bands og musikeres fremtidige forretningsvirke. Og hvem ved – måske kan det endda virke for et dansk band som gode gamle TV2 og Steffen Brandt (http://www.tv-2.dk), der efter sigende ikke sælger, som potentialet er til.

I grafen nedenfor ses trafikken på to sites, Radioheads officielle site og deres kampagne site.














Den har jeg valgt at tage med, fordi jeg synes, den viser noget som alle virksomheder, organisationer og bands for den sags skyld skal være opmærksomme på:

Man behøver ikke nødvendigvis at tage udgangspunkt i sit eksisterende site, når man skal afvikle kampagner. Det har helt klart sine fordele at lave et kampagne site, som Radiohead her har valgt, fordi det også er med til at drive trafikken på ens eksisterende site! Radiohead er bare ét eksempel på dette. Der findes andre eksempler derude.
Se også: Anders Bendix Kiel